Rialto, with a passion

“Destined to become the greatest passion of your life”. Mild overdrivelse fra hedengangne Melody Maker, men jeg holder virkelig meget af Rialto.

De landede ligesom Britpop fadede ud og var bare for stylish (på sådan en ret 90’er måde), for noir og for sent på den. Ikke engang at de havde to trommeslagere var nok

Om deres største “hit”, Monday Morning: 5:19, har indie disco DJ-legenden Mark Lamacq sagt “looking back, I don’t know how that wasn’t a massive pop hit” og jeg er helt enig, selvom jeg faktisk holder allermest af opfølgeren Untouchable. Førstnævnte er ellers “kendt” som Pernille Jensens perfekte eksempel på et britpop-one-hit-wonder, da hun og Anders Bøtter lavede “P6 Beat britpop”, hvor det også lige bliver nævnt, at ‘nogen’ har opkaldt deres søn efter frontmand Louis Eliot.

Ja, det er mig.

For jeg elsker Rialto, også selvom (fordi?) de brændte ud efter to albums, hvor 2’eren INTET væsen gjorde af sig. Jeg har næsten alt der er udgivet liggende… for b-siderne er også ace og hvem kunne lade officielle promo-lysbilleder være, da de dukkede op på Ebay? Ikke mig!

Og nu, 24(!) år efter sidste udspil… er der sgu landet et nyt album, “Neon & Ghost Signs”. Reelt et Louis Eliot solo-projekt, men med den rigtige Rialto-lyd. Sleazy indie. Kitchensink pop. ‘Drudgery chic’, ifølge Lamacq. Min kopi er er på selvlysende vinyl.

Er det lige så godt som i 1998? No way. Men det er godt. Rigtig godt. Louis Eliot glamour crooner stadig og det er elegant og lidt mørkt truende. At der så også lige er et heftigt snert Kylie Minogue over stand-out singlen No One Leaves This Discotheque Alive er ren win-win

Og til efteråret tager vi sgu til Oxford og ser Rialto varme op for næsten lige så championship level britpop-ikoniske Sleeper. Jeg glæder mig, with a passion.