Anmeldelse: Gallagher – Oasis-brødrenes fald og storhed

For godt et år siden blev PJ Harrison overhalet indenom. Hans bogmanuskript med fokus på Gallagher-brødrenes post-Oasis albums blev pludselig en kombination af bedaget og højaktuel. For med gendannelsen af Oasis, efter 15 års iskold luft, blev interessen for Beady Eye og High Flying Birds om muligt mindre, samtidig med, at alt med Oasis-logo nu var hot efter mange år på køl. Så manuskriptet fik lidt tilføjet i starten og slutningen, og er nu også blevet oversat til dansk, med den snirklede titel “Gallagher: Oasis-brødrenes fald og storhed”

PJ Harrison er kæmpe Oasis-fan og har været i kredsen omkring bandet i kraft af sit arbejde i musikbranchen og har skrevet en bog rettet mod fans. Fra en fan til en anden med ambitionen om at sætte fokus på de to Gallagher-brødres materiale fra 2009 og frem og ikke på at genfortælle den fulde Oasis-historie igen. Det er i hvert fald udgangspunktet, inden man når frem til side 147 (ud af 260), hvor Harrison af en eller anden grund alligevel beslutter sig for at fortælle hele historien om Oasis igen, med start i 1972, henover fire kapitler. Måske i et forsøg på at undersøge, hvorfor det gik som det gik med Brødrene Gallagher – men alligevel et mærkeligt valg, at starte med begyndelsen to-tredjedele inde i en bog. Men spørgsmålene er relevante nok.

Er det den volatile kemi imellem brødrene, der på en gang skaber ødelæggelser og kreative eksplosioner? Hvor meget kan spores tilbage til brødrenes hårde opvækst og (for) hurtige elevation til superstjerner? Hvad er dynamikken mellem de to brødre? Kogt ned bliver svaret, at de to trods delt blod er meget forskellige. Liam som rockstjernen, Noel som sangskriveren. Liams ying til Noels yang – eller som en ungdommelig Pete Doherty beskrev det, da MTV fangede ham i køen til at købe “Be Here Now”, at Noel er the poet og Liam the town crier.

Men det er jo ikke rigtig noget nyt eller ligefrem overraskende.

Undervejs forsøger Harrison at sætte Gallagher-brødrenes valg på spidsen og kontekstualisere deres valg. Hvorfor kan de ikke lade være med at hakke på hinanden? Hvor meget skyldes uligheden, når det kommer til penge og anerkendelse? Hvordan blev Noel viklet så meget ind i Russel Brand, at han endte som hovedperson i videoen til ” “AKA… What A Life!” og hvorfor formåede han ikke at distancere sig fra Kasabians Thom Meighan, da denne tævede sin kæreste? Bogen stiller spørgsmålene, men hjælper på ingen måde med at komme tættere på svarene, udover det helt overfladiske og lommefilosofiske.

Sladder og kedelige detaljer

Bevares, der er bidder, der er interessante. Ting, som de for denne anmelder ubeskrevne blade om Noels aldrig udgivne arbejde med producer-duoen Amorphous Androgynous eller at Liam tilskriver sin pludselige interesse for musik som teenager, at han blev slået i hovedet med en hammer(!). Små skæve og/eller interessante indslag, men der er alt alt alt for langt imellem dem.

I stedet zoomes der ind på kendt drama, meningsløse detaljer (fx får vi hele teksten fra pressemeddelelsen om Beady Eyes 2013-aflysning på V-Festival, da Gem Archer fik hjernerystelse), bidder fra magasin-interviews og storladne beskrivelser af, hvor gode de forskellige Gallagher-projekter har været og hvor meget de har rykket sig fra Oasis-lyden. Som GAFFA-anmelder, der har haft en fair share af disse albums i ørerne, er det tydeligt, at Harrison har endog meget svært ved at være objektiv, når det kommer til kvaliteten af sine idolers musikalske output. Det er bogens helt store problem – forfatteren er alt for glad for, og alt for tæt på, emnet.

Harrison skriver alt som om, han var i rummet – som om han ved, hvad de involverede føler på givne tidspunkter, og så tæt virker han reelt ikke til at have været på nogen af brødrene. Løbende slår han fast, hvor smal deres indercirkel er, og hvor meget de holder folk på afstand. Samtidig er tonen skæv. Russel Pritchard, som spiller bas i High Flying Birds beskrives som “en pålidelig og omgængelig mand”, Oasis-manager Marcus Russel er “en rar og venlig mand med en stemme og fremtræden ikke ulig hans landsmand Neil Kinnock”(!), Johnny Marr “er et generøst menneske, hvis indsats for andre til stadighed beriger deres liv voldsomt”(!!) og Nicole Appleton, All Saints-sangerinden, der havde (mis)fornøjelsen af være gift med Liam Gallagher fra 2008 til 2014, kaldes i bogen “en skøn kvinde”. Mærkeligt ladede og subjektive beskrivelser fra en forfatter, der står udenfor og kigger ind. Når man holder det sammen med, hvor få kilder der er på bogens indhold og meninger, giver det mere en fornemmelse af fan-fiction end biografi.

Man savner en redaktør, der kunne have fjernet de mest meningsløse namedrops eller bare havde ryddet op i de frygtelig mange gentagelser, der er i bogen. Grellest i kapitel 13, hvor man på side 167 finder linjerne:

“Deres storebror Paul observerede, hvordan bandets accelererende succes forstærkede deres forskelligheder, og hvordan det pres, der fulgte med berømmelsen, skærpede de spændinger som var der i forvejen. Han har beskrevet Noel som stadig mere indesluttet og kontrollerende, hvorimod Liam blev mere uberegnelig og excentrisk.”

blot for 11 sider senere, i samme kapitel at læse at storebror Paul:

“observerede, hvordan succesen forstærkede deres forskelle, hvordan berømmelsens pres forværrede de eksisterende spændinger. Han beskrev, hvordan Noel blev stadig mere indesluttet og kontrollerende, mens Liam blev stadig mere hektisk og utilregnelig”.

Kvinderne og børn som gidsler

Bogen har samtidig et ekstremt fokus på kvinderne i brødrenes liv. Hvor støttende og vigtige er de, hvem har de været kærester med før, hvilke bands har de spillet i, og hvordan reagerer de, når Liam gang på gang er utro og gør andre kvinder gravide. Det virker tabloidt og sleazy, når der svælges i Liam Gallaghers affærer med journalisten Liza Ghorbani, og hvordan han efterfølgende ikke har kontakt til deres fælles datter i 10+ år og derudover jamrer over at skulle betale børnebidrag. Noels nylige skilsmisse fra Sara MacDonald får også en ordentlig omgang. “Samtidig følte Noel, at Sara blev stadig mere uberegnelig, og hendes alkoholforbrug voksede – en åben hemmelighed blandt alle tæt på familien,” skriver Harrison og rammer det laveste niveau ala The Sun.

Deres børn bliver også flettet ind, og det beskrives hvor meget de ser op til deres fædre – altså når disse ikke slår hånden af dem eller bruger dem mod hinanden i deres interne slagsmål. Ind imellem konkluderer Harrison, at detaljer viser, at de to brødre er blevet rundere og mildere med tiden og ind imellem siger undskyld. Problemet er bare, at det kommer fra et så dybt lavpunkt, at de i bogen stadig fremstår som grundlæggende ubehagelige mennesker på hver deres måde, og der er intet i denne bog, der reelt giver et billede af, at de har ændret sig markant eller, at Oasis er gendannet for andet end økonomisk vinding.

Episke Hymner

Oversættelsen af “Gallagher” er god. Der er en del ting, der er bundet til England og Storbritannien, men generelt fungerer oversættelsen godt, og der er fint flow i teksten. Eneste større anke er brugen af ordet “hymne”. Denne anmelder vil mene, at en ‘hymn’ på engelsk betyder musik, der er pompøs og storladen, som Oasis’ musik ofte er, men at en ‘hymne’ på dansk er noget specifikt religiøst. Det står meget i teksten og skærer, synes jeg, i øjnene. Så kan vi altid diskutere, om den bedste oversættelse af “ladrock” er “drengerøvsrock”, men fred med det.

Den anerkendte musikjournalist John Robb har lige i disse dage udgivet en bog om Oasis. Den har fået flotte anmeldelser og står klart på læselisten. Ellers kan man som dansker roligt give sig i kast med Esben Surballe Christensens “Slået Omkuld af Oasis”, der ser brødreparret gennem en dansk linse. “Gallagher: Oasis-Brødrenes Fald og Storhed” kan man til gengæld roligt lade glide forbi – der er ikke meget storhed over den. Så vil det vise sig, om det samme gør sig gældende for de kommende koncerter.