Anmeldelse: Suede – “Antidepressants”
Helstøbte sange til sortsynede mennesker
Hvordan holder man gejsten oppe, når man for længst har fejret sølvbryllup som band og rammer sit album nummer 10? Suede følger opskriften fra deres nordirske samtidige i Therapy?, der proklamerede: “Happy people have no stories.” Så må man jo i stedet levere “Broken Music for Broken People”. Det gør Suede med et modent og potent take på postpunk, der bygger videre på den sound, de ramte på Autofiction fra 2022, og skubber den over i et mere køligt og poleret mørke. Således læner albummet sig op ad koryfæer som The Cure og PiL – svært ikke at studse over, når åbningsskæringen hedder “Disintegrate”, men samtidig at lyde helt umiskendeligt som Suede, uden at jagte spøgelset af Coming Up og 90’erne.
Brett Anderson i front runder snart 58, men hans stemme står vitalt og knivskarpt i Ed Bullers sikre produktion – fra det dramatiske og storladne til det mere rå. Som på titelnummeret, hvor man kan høre, at Anderson altid har slægtet punk- og postpunk-hovedmand Johnny Lydon på. Den koket reciterende vrængen, der får lov til at knække helt over på omkvædet, giver ekstra flair til Richard Oakes’ efterhånden trademark-guitarriffs. Indieballaden “June Rain” giver ham også mulighed for at svinge sig helt op under de mørke skyer.
Hele bandet folder sig også ud på den isnende “Trance State”, hvor Anderson sammen med Matt Osmans vuggende basgang driver nummeret frem hen over bidende leveret lyrik om distance og fremmedgørelse. For det er et for Suede typisk dystert tekstunivers, men uden at det bliver patetisk eller påtaget. Klassiske Suede-dyder finder man på melodiske og pompøse numre som “Dancing With The Europeans” og “Sweet Kid”, hvor ikke mindst sidstnævnte sidder rørende lige i skabet.
Brett Anderson & co. hviler i sig selv – selvsikkert, med overskud og uden behov for at gentage fortidens dyder. Suede har ikke genopfundet sig selv på Antidepressants, men derimod forfinet det, de som band har været suveræne til hele tiden. Et voksent band i sit livs form, og et album der fungerer som modgift til bands der stadig lever i fortiden.
Kan også læses på gaffa.dk (offentliggjort 16/9 2025)