Anmeldelse: Morrissey – “Make-up is a Lie”

En efterhånden ganske charmeforladt mand

Efter karrierens næst-længste albumpause er Morrissey tilbage. Soloalbum nummer 14. Tilbage er også Alain Whyte, der fra 1991 til 2007 var hans guitar wing-man, og med manden, der leverede numre som “First of the Gang to Die” og “Billy Budd”, kunne man med rette skrue forventningerne op.

Singleforløberne talte dog deres sørgelige sprog. Titelnummeret virker stykket sammen af mismatchende dele, båret af et tyndt ordspil og plaget af et gumpetungt omkvæd. “Notre Dame” er marginalt bedre, men imponerer ikke med sin Depeche Mode-synth og skørt konspiratoriske tekst.

Herefter lander en kærlighedserklæring til hovedpine (“Headache”), et nummer, hvor omkvædet alene er Morrissey, der affekteret synger titlen (“Boulevard”), onomatopoietikon-pop (“Kerching Kerching”) og den langgabende “Many Icebergs Ago”. Alle med tynd produktion og undervældende instrumentering. Der bliver ikke spillet igennem, og strygerne kommer konsekvent hvinende ud af en computer. Så selvom hans vokal er god, er der for lidt bund i musikken, såvel som i teksterne. Han gentager korte linjer om og om igen, og det er svært at forestille sig, at det her er manden, der gav os “There Is A Light That Never Goes Out” eller “Every Day is Like Sunday”. Mest udfoldet er “Lester Bangs”, en ode til den amerikanske kultanmelder, der døde tilbage i 1982, hvis artikler en purung Morrissey slugte. Det er lidt rørende, men også kluntet leveret, og når vi nu har et uimponerende cover af “Amazona” tidligere på albummet, er det så fedt at namedroppe Roxy Music her? Det virker som begrænset udsyn og for lidt på hjerte.

“Zoom Zoom The Little Boy” starter godt med kæk 60’er-klingende sitar, men da Morrissey så åbner munden, går det helt galt. Han elsker dyr, det har vi fattet, men derfra og så til at komme med en opremsning, der reelt lyder som Jens Hansens Bondegård, er pinagtigt. Han vil redde “the cats and the dogs and the bats and the frogs/And the badgers and the hedgehogs/He wants to save the cows and the sheep, and the squiggles of the deep and the fox with the butterfly’s eyes”. Hvorfor ikke bare ‘squids’, og hvem fanden har hørt om en ræv med sommerfugleøjne? Det er håbløst banalt, kan ikke gemmes bag værende tongue-in-cheek, og bliver kun marginalt bedre på “The Night Pop Dropped”, hvor en hæderlig melodi og lidt energi lige trækker stikket hjem.

Og så vælger han at lukke med “The Monsters of Pig Alley”. En sang, hvor han kalder dem, der har rakt ud og bedt ham komme hjem og måske være mildere, for fede, uinteressante og bedagede. Spejl, Morrissey. Spejl. Selv hans seneste par ganske middelmådige albums har haft noget, der fungerede eller i det mindste var lidt charmerende. Ikke denne gang.

Morrissey har ikke mere at sige. Det skal vi andre så høre på. Desværre.

Online hos GAFFA den 14/3 2026